Efter et par års fravær var ABC B&U endelig tilbage på startstregen i Tour de Himmelfart – det måske største børne-etapeløb i Nordeuropa. Over 500 unge ryttere fra nær og fjern deltog i årets udgave, herunder hele 111 ryttere alene i U15-klassen!
ABC stillede med fire seje ryttere: Kristoffer i U11 og Hugo, Theo og Villum i U15. Selvom vi ikke kørte nogle topresultater hjem i år, samlede vi værdifuld erfaring og masser af inspiration til fremtidige løb. Stemningen var intens, ruterne udfordrende og konkurrenterne skarpe – men vores ryttere kæmpede sig gennem etapeløbet med stor vilje og holdånd.
For mange af os var det første gang til Tour de Himmelfart, og det har bestemt givet blod på tanden. Det var en kæmpe oplevelse at være en del af så velorganiseret et arrangement – hatten af for Odder Cykel Klub, der endnu en gang har leveret et imponerende stykke arbejde med at samle hele Danmarks (og Nordens!) cykeltalenter i børneklasserne.
Vi håber, at endnu flere ABC B&U-ryttere og deres familier vil prioritere at tage med i 2026. Målet er at lave en rigtig klubtur, hvor vi bor samlet, har en fælles camp i målområdet og nyder det gode fællesskab på tværs af aldersgrupper og afdelinger. Med fællesskab, hygge og kampgejst som omdrejningspunkt kan det kun blive en succes!
Vi glæder os allerede!