Der er klubtræning flere gange om ugen. Her kan du se, hvor og hvornår vi mødes. En typisk træning består af 1-4 intervaller/øvelser af varierende intensitet og længde samt transportstykker mellem intervallerne. Transportstykkerne køres i et roligt tempo, så vi er friske til at give den gas i intervallerne. I intervallerne inddeler vi os efter styrke.
Ved opstart fremlægges dagens træning, og før hvert interval giver træneren en kort instruktion. Efter intervallet evalueres der, så vi hele tiden bliver bedre. Hos Motion og Seje Sild ventes der generelt ved defekter. Hos Licens ventes der generelt ikke ved defekter.
Prøvetræning
Er du 17 år eller ældre, kan du deltage i klubbens træning i et par uger før evt. indmeldelse. Du kan kontakte os først på abc@abc-cykling.dk eller bare dukke op og sige til dagens træner, at du er kommet til prøvetræning. Læs mere om tid og sted nedenfor. Er du under 17 år, kan du deltage i træningen i en måneds tid, inden du melder dig ind. Start med at kontakte klubben på bu@abc-cykling.dk.
Se også "At være ABCer", hvor retningslinjerne for klubtræningerne er beskrevet.
Licens
Licenstræningen er tilrettelagt som løbsforberedende træning for licensryttere. På forsiden under 'Nyt i forum' skriver trænerne om dagens program mv.
Vinter (ca. november - marts)
- Lørdag og søndag: kl. 9:40 fra Mørkhøj (der hvor man kører ned på stien langs motorvejen). Opsamling ved Kollekolle kl. 10:00.
- Tirsdag og torsdag: kl. 16:40 fra Mørkhøj. Opsamling ved Kollekolle kl. 17:00. (Omkring jul, nytår og påske kan der dog også køres til weekend-tider).
Fra sidste søndag i oktober til sidste søndag i marts køres der med helskærme. Hvis den lodrette afstand mellem bagskærm og vejbane er under 10 cm, så er skærmen lang nok.
Sæson (ca. april-juni og august-september)
- Lørdag og søndag: Typisk hvile- eller løbsdage. I weekender uden løb er der træning. Mødetid og -sted som om vinteren. (Selvom der er løb, vil der næsten altid være nogle ABC'ere, der træner lørdage og søndage alligevel - med samme mødetid og -sted).
- Tirsdag og torsdag: Mødetid og -sted som om vinteren. (På helligdage køres der dog til weekend-tider).
Derudover kan licensryttere deltage i motionstræningen på motionsrytternes betingelser.
Overordnet struktur:
- Tirsdag: Hårde intervaller – plus et lettere rulleskift.
- Torsdag: Fokus på eksplosivitet og simulation af cykelløbssituationer – plus et rulleskift/holdløbsinterval.
- Lørdag: Selvorganiseret træning af de fremmødte.
- Søndag: Fartleg – simulation af cykelløb, hvor man kører så offensivt som ens kræfter tillader.
Sommerferie og efter sæsonen (ca. juli og oktober)
Der er træning de fire sædvanlige gange om ugen. Dog er det lidt løsere: der bliver almindeligvis lagt et træningsforslag op på hjemmesiden, men der vil ikke nødvendigvis være en træner. I oktober køres der med helskærme, hvis vejene er våde.
Begreber om intervallerne:
- Zone 2: 70-75% af FTP. Som hurtig transport. Dvs. at der stadig lige skal kunne snakkes lidt.
- AT: 90-100% af FTP. Hårdt, men du skal – lige akkurat – kunne holde effekten i en time. Dvs. at der skal være en følelse af lidt overskud, når et interval på fx 20 min. er slut.
- Fuld gas: 105-130% af FTP (afhængigt af intervallets varighed). Intet tilbage, når intervallet er færdigt. Hvis intervallet består af flere del-intervaller, så prøv at pace dem jævnt, så du kører lige så stærkt i sidste delinterval som i første.
- Anaerob tolerance: Intet tilbage, når hvert delinterval er færdigt. Dvs. at du ikke kan køre lige så stærkt i sidste delinterval som i første.
- Spurt: All out – men gå ikke ned i effekt til sidst (så hellere køre spurten lidt progressivt).
- Antrit: All out.
- Fartleg: Et cykelløb, hvor det ikke gælder om at komme først, men om at udfordre sig selv. Prøv ting af, og kør så offensivt som du kan, uden at køre dig så meget i hegnet, at du bliver kørt agterud lige bagefter.
Landevejstræningen superviseres af Peter Munck Mejer – som bl.a. har stået i lære hos et af klubbens koryfæer: Lars Nybo.
Lørdagsgrus
Efterår/Vinter (fra midten af oktober til nytår)
Gravel-træning/ture på markveje og grusstier.
- Lørdag: kl. 9:40 fra krydset Gladsaxe Møllevej/Hillerødmotorvejen (der hvor man kører ned på stien langs motorvejen). Opsamling ved Kollekolle kl. 10:00.
Motion
Sommer (ca. april-september)
- Onsdag: kl. 17:00 og søndag kl. 9:30 fra Mosehuset (ved starten af Hillerødmotorvejen). Opsamling ved Kollekolle medmindre andet bliver meldt ud.
Derudover kan motionsryttere deltage i licenstræningen på licensrytternes betingelser, og licensryttere kan deltage i motionstræningen på motionsrytternes betingelser.
ABC Women
Kun for dame- og pigeryttere.
Sommer (ca. april - september)
- Mandag: kl. 17:00 fra Mosehuset (ved starten af Hillerødmotorvejen).
Derudover kan dameryttere og de ældste pigeryttere selvfølgelig også deltage i klubbens øvrige træninger.
ABCx
Der er cross-træning oktober-januar tirsdag/torsdag eftermiddag/aften fra Mosehuset (ved starten af Hillerødmotorvejen).
Træningstider og mødesteder lægges op på Holdsport og her på hjemmesiden under de enkelte hold.
B&U – vejledende træningstider og mødesteder
Vinter (ca. november - marts)
Der trænes der med klubbens cross-afdeling.
Sommer (ca. april - oktober)
- Mandag og onsdag: kl. 16:30 fra klubben, Kobbelvænget 65.
Træningstider og mødesteder lægges op på Holdsport og her på hjemmesiden under de enkelte hold.
Som udgangspunkt er der ingen klubtræning i skoleferierne.