Mens vi går og venter på, at sæsonen for alvor kommer i gang igen, er det et oplagt tidspunkt at dykke ned i Team Danmarks fremragende forældreguide. Den giver et solidt og veldokumenteret bud på, hvordan man som forælder bedst støtter sit barn i sporten – både på banen, i hverdagen og i klubfællesskabet.
Her er Team Danmarks 9 gode råd til sportsforældre
1. Vær bevidst om, at du er en rollemodel
Dit barn spejler sig i din adfærd til både træning, konkurrencer og fællesskabet i klubben. Vær opmærksom på, at din tilgang påvirker barnets oplevelse.
2. Find balancen i din støtte
Støt dit barn både praktisk og følelsesmæssigt, og find en balance i, hvor meget du er til stede ved træning og konkurrencer. Skab et trygt rum, hvor barnet kan dele tanker, og sørg for, at barnet også får mulighed for at tage ansvar og udvikle selvstændighed.
3. Understøt talentudviklingsmiljøet
Bidrag med dine kompetencer til det frivillige arbejde, anerkend trænerens indsats, støt op om fællesskabet og vær med til at skabe et positivt og respektfuldt samarbejde omkring dit barn.
4. Vær ambassadør for barnets trivsel
Vær en stemme for dit barns trivsel i sportsmiljøet, og sørg for, at alle aktører har fokus på, at barnet trives.
5. Inspirer til idrætsglæde
Hjælp dit barn med at finde glæde i sporten og have langsigtede mål for sin udvikling.
6. Understøt barnets motivation
Forstå, hvad der motiverer dit barn til at dyrke sport, og vær med til at bevare og udvide denne motivation til også at handle om læring og udvikling.
7. Fokusér på færdigheder og procesmål
Støt dit barns udvikling ved at lægge vægt på mestring af færdigheder frem for resultater. Hjælp barnet med at have fokus på procesmål fra træningen og ros både indsats og fremgang.
8. Bred fokusset ud
Sæt fokus på det, sporten også giver, som f.eks. stærke fællesskaber, venskaber og personlig udvikling. Hjælp barnet med at overføre kompetencer fra sport til andre områder som uddannelse og sociale relationer. Det giver en stærk personlig udvikling.
9. Giv feedback med fokus på udvikling
Brug anerkendende feedback, der fokuserer på barnets individuelle udvikling og trivsel frem for sammenligning med andre. Stil åbne spørgsmål, så barnet kan reflektere over egne oplevelser og udvikling.
👉 Læs hele forældreguiden her: https://www.teamdanmark.dk/talent/foraeldreguide
